Bombekrater i Voderup.

Copyright by Ib christensen, June 2008.

Retur til forsiden:

Retur til fortællinger:

Bombardementet af Voderup, februar 1942.

Af Magda Christensen, Voderup.


Voderup under 2. Verdenskrig, 9. april 1940 - 5. maj 1945.

Det første jeg husker, om den 9. april 1940, var alle de tyske fly med Hagekorset påmalet, der fløj over øen. Alle vi børn var taget til skolen, men blev beordret til, at holde frikvarter, der varede det meste af dagen. Lærerne var nok optaget af, at høre radio.

Det var underligt, at se så mange flyvemaskiner over øen. Det var der ingen af os, der havde oplevet før, så vi løb rundt, for at komme så tæt som muligt, på de maskiner der fløj lavest.

Om aftenen skulle alle vinduerne mørklægges, så der ikke kunne ses lys udefra. I første omgang, blev der hængt tæpper for vinduerne, og så kom Sognefogden rundt, for at se efter, at der var ordentligt mørklagt. Dagen efter fik vi lavet nogle trærammer, hvorpå der blev slået nogle saltpetersække, der bestod af flere lag kraftigt papir, som kunne holde lyset ude. Med et par vridere på hver side af rammen og et søm til at holde rammen på plads for neden, var mørklægningen komplet. Andre brugte et stykke krydsfiner, som blev skåret til, så pladen passede til vinduet.

I en lille landsby som Voderup, var der ikke meget, at foretage sig hele vinteren, så for det meste, var det mest naboerne man besøgte. Når man sådan havde nabofremmede, som vi kaldte det, var det som regel både voksne og børn der var inviteret. Hvis man havde 2 stuer, sad herrerne som regel i den ene og damerne i den anden, mens vi børn gerne sad, hvor der var plads. Der blev ofte serveret hjemmebagt kage til kaffen, og så gik snakken. Under krigen, var kagerne for det meste bagt af bygmel, da hvedemel ikke var så let, at få fat på, idet hveden skulle afleveres. Så vidt jeg husker, smagte det nu meget godt. Værre var det med kaffen, hvis man kan kalde kaffe-erstatningen det. Mange beholdt lidt rugkerner fra høsten, som de brændte og derefter malede i kaffemøllen, til noget der lignede kaffe. Når man så havde gæster, kunne diskutionen gå, om hvorvidt kaffen smagte, som rigtig kaffe. De forskellige blandinger, blev diskuteret og sammenlignet i smagen med rigtig kaffe, men selvfølgelig havde vi alle, mere eller mindre glemt, hvordan rigtig kaffe smagte.

Under krigen, var det også meget brugt, at gå til alsang, der som regel blev afholdt privat. Jeg kan dog huske, at det en enkelt gang, blev afholdt i Tranderup Idrætshus, hvor der var fuldt hus. Det var populært, at synge fædrelandssange, og ind imellem, blev der afsluttet med et kaffebord.

Pastor Jensen i Tranderup startede med, at inviterede konfirmanderne i sognet til alsang, men efter nogen tid, endte det med, at alle de unge blev inviteret. Det var helt overvældende, så mange der deltog, så vi sad alle som sild i en tønde.

I begyndelsen af krigen, mærkede vi ikke til så mange forandringer i hverdagen, bortset fra, at mange varer blev rationeret, og kun kunne købes ved udlevering af rationeringsmærker. Da der endnu ikke var installeret elektricitet i Voderup, havde vi alle petroleumslamper, og petroleum kunne vi ikke få, uden at ansøge om tilladelse. Kul, koks og cinders blev efterhånden umuligt, at få fat på, så vi måtte tage til takke, med brunkul eller tørv fra den jyske hede. Tørvene var ofte våde og ret svære, at få til at brænde, men når man ikke havde træ at putte i kakkelovn og kumfur, måtte man lade sig nøje. Hegnene omkring markerne kunne ikke skaffe træ, højest lidt kvas til optænding. Min far, Jens Chr. Jensen, fik lov til, at styne træerne langs Steisvejen i Jøeager, og brændet blev brugt til, at varme vand i gruekedlen, når der skulle vaskes.

I løbet af vinteren 1941/42 var der en del overflyvninger, idet de tyske jagere gik de allieredes bombefly i møde, og ofte mødte dem i luftrummet over Ærø. En aften sidst i februar 1942, kunne vi høre hvordan de tyske jagere var i skudduel med et bombefly. Pludselig lød der et højt brag hvorefter der blev helt stille. Et øjeblik efter, kom min far ind i værelset, og spurgte om jeg var levende. Der var faldet bomber bag huset ude i marken, og det havde lydt, som om der var blevet smidt et læs grus hen over taget. Næste dag, da vi så på det i dagslys, så det forfærdeligt ud. Mange ruder var revnet og der lå bombesplinter overalt. Dem fandt vi stadig i mange år efter. Store sten var blevet kastet rundt, og en enkelt sten var endda fløjet over huset, og landet i marken på den anden side af vejen. Bombehullerne var ikke så store, som dem jeg havde set i Rasmus Samuelsens mark i Borgnæs i Juni 1941, hvor der var faldet 14 bomber tæt på huset. Det skyldtes muligvis, at jorden denne februar nat, var frosset godt til, i den hårde vinter. Til alt held var ingen kommet til skade, men det havde været tæt på.

Bombekrater bag matr. 14.

Bombekrater bag matr. 18.

I alt var der faldet 7 bomber, hvoraf den ene var en forsager, som var faldet ned i marken mellem Voderup nr. 10 og 12 (Matr. 15 og 35b). Der blev hurtigt sat vagter ved forsageren, og det blev forbudt, at opholde sig i nærheden. Ingen måtte opholde sig på den nordre side af husene, heller ikke indendørs, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre at overholde. Vejen måtte man heller ikke gå eller køre på, så man måtte gå sønden om husene.

Sandsække stablet op omkring forsager.

De 2 vagter, som fik til opgave, at holde folk væk, var Christen Pedersen Christensen fra Strandhusene og Hans Nissen, som var en svigersøn fra Vandmøllen i Borgnæs. Der blev stakket tonsvis af fyldte sandsække omkring bomben, som fik lov til, at blive liggende i ca. 1½ måned. Jorden var frosset så hård, at man ikke turde grave den fri. Den 12. april var der konfirmation i sognet, og jeg var selv blandt konfirmanderne. Den dag lå bomben der stadig, idet jeg husker, at min moster, som var ankommet fra Sydslesvig, var henne for at se bomben.

Senere i April blev der gravet en rende i jorden hvorefter bomben blev placeret på en slæde og trukket halvvejs til Gråhøje, hvor den blev sprængt.

Den dag hvor bomben blev sprængt, skulle alle i nabolaget ud af husene. Aftægtskonen fra matr. 18, Anne Margrethe Clausen, som da var en ældre svagelig dame på næsten 90 år, blev i en lænestol, båret over til sin bror i matr. 29. Det var Jens Chr. Jensen (Matr. 18) og Erik Madsen (Matr. 7) som bar hende. Alle blev opfordret til, at åbne vinduerne, for at lufttrykket ikke skulle springe ruderne.

Den 19. september 1944, internerede tyskerne det danske politi. På det tidspunkt, var en del af betjentene, allerede gået under jorden. Også på Ærø gik politiet under jorden, og her i Voderup fandt en betjent husly på Hegnegård, matr. 5, hos parcellist Christen Jensen Nielsen og hustru. Det fandt vi dog først ud af efter krigen, men vi havde undret os over, hvorfor de holdt sig så meget for sig selv, i den sidste del af krigen.

Hegnegård ca. 1938.

Den 1. maj 1944, var jeg begyndt som pige i huset, på Tranderup Præstegård hos pastor Jensen. I løbet af efteråret, var der ofte sammenkomster i konfirmandstuen om aftenen. Der var ingen der fortalte mig hvem det var, så jeg gik først ud fra, at det var spejderne der samledes der. Jeg syntes dog nok, jeg hørte nogle mærkelige metalliske lyde, når jeg gik forbi konfirmandstuen, for at hente min cykel i vaskehuset. Når de havde været der, fik jeg dagen efter besked på, at gøre rent og passe kakkelovnen til. Pastor Jensen eller Fruen sagde dog aldrig noget om, hvem det var de havde besøg af.

En nat vågnede jeg ved, at pastorinden gik forbi min værelsedør sammen med en eller anden, som hun gav besked om, at derinde sover vores unge pige, og der er vej ned og ud. Det har været en eller flere der skulle skjules, for bagefter blev jeg bedt om, at gøre værelset i kvisten rent, uden at jeg havde set nogen i huset. Bag billederne i værelset, kunne jeg finde blade som "Frit Danmark" og andre illegale blade, som jeg sneg mig til at læse, uden dog at fortælle det til nogen.

Vinteren 1944/45 var urolig både om natten og om dagen, med hyppige overflyvninger af allierede bombefly. Dagligt hylede sirenerne op til flere gange om dagen, og de stakkels Civil Betjente, der skulle møde i Ærøskøbing, hver gang den tudede, kunne springe på cyklen og skynde sig afsted. Ofte nåede de ikke ret langt, før alarmen blev afblæst, og de kunne vende om igen. Biler var der næsten ingen der havde, og de der havde en bil, havde dem opklodset et eller andet sted i skjul.

Hos Pastor Jensens fik de først radio hen imod slutningen af krigen, før den tid kørte han hver aften ned på skolen, for at høre nyheder fra England. Vi var derfor altid, sent færdige med, at spise aftensmad.

Den 4. maj 1945 da tyskerne kapitulerede, blev det meddelt, at der skulle ringes med kirkeklokkerne næste morgen. Da jeg gik hjem den aften, stod folk i dørene og ventede på, at klokkerne skulle ringe. Der var åbenbart mange der troede, at det var om aftenen der skulle ringes, men jeg kunne så fortælle, at det først var næste morgen.

Den 5. maj 1945, fik min far Jens Chr. Jensen og Christen Thomsen Christensen (matr. 11) i mangel af en flagstang, i stedet sat en bundgarnspæl op i det store æbletræ i haven. Min morfars gamle flag fra Als, blev gjort fast i toppen. Det havde været flittigt brugt på Als under hele tyskertiden fra 1864 til 1920, så det var passende, at det blev brugt ved denne lejlighed.

Der flages fra bundgarnspælen den 5. maj 1945.

På Grundlovsdagen den 5. juni 1945, blev der fejret mere end vanligt, og Pastor Jensen fik overrakt et Dannebrogsflag, fra en kreds af sognets beboere. Om det var fra frihedskæmperne, som tak for husly under krigen ved jeg ikke, men det var der nogen der mente. Der var tradition for, at Grundlovsdagen blev fejret i Præstegårdshaven, og her i 1945 var der nogen i sognet, som fik den idé, at invitere nogle engelske soldater, med til begivenheden. Der kom da også en deling engelske soldater herover, med en kampvogn, og der blev holdt en takketale for dem på engelsk. Det var fiskehandler Christen Madsen Christensen fra Vindeballe (Matr. 26b), som holdt talen på engelsk. Han havde været i USA i en årrække og kunne derfor sproget. Efter hans tale blev der sunget "It's a Long Way to Tipperary", og folk var helt vilde. Der var mødt en masse mennesker op, og Præstegårdshavens nysatte blomster blev stampet ned. Alle ville røre ved de engelske soldater, og en enkelt pige sprang op på kampvognen og kyssede et par af soldaterne. Om aftenen var der spisning og bal, for særligt indbudte gæster på Vindeballe kro.

Rasmus Christensen, som jeg et par år senere blev gift med, var civilbetjent under krigen, og havde taget turen, på cykel til Ærøskøbing, hver gang der var luftalarm. Efter krigen kom der en del flygtninge til Ærø, og de blev interneret i Oldemarkslejren, hvor tyskerne under krigen, havde haft et radaranlæg og lyttepost. Oldemarkslejren var dengang meget større end den er i dag, hvor den anvendes som feriekoloni.

Rasmus blev sammen med de andre civilbetjente, sat til at passe på disse flygtninge, hvilket betød, at han hver anden uge, havde vagt ved Oldemarkslejren, og de andre uger passede sit job, som karl på Laubrogård i Vindeballe. Det var nu ikke nogen dårlig tjans, da han fik ½ løn på Laubrogård, men fuld løn og kostpenge som civilbetjent, også for den uge, han arbejdede på Laubrogård.

For det meste er der ret fredeligt i Voderup, men som det ses af ovenstående, blev Voderup under 2. verdenskrig, udsat for et bombardement af 7 bomber, smidt af allierede fly, for at undslippe tyske jagerfly. Heldigvis led ingen personer skade derved.

Retur til fortællinger:

Copyright by Ib Christensen, June 2008