Bertel Eriksens Kjøbinghus

Retur


Ærøboerne som smuglere:

Den fra middelalderen nedarvede økonomiske samfundsordning var, at mens landboerne skulle tage sig af fremstillingen af levnedsmidler, så skulle al handel og så godt som alt håndværk være forbeholdt byerne.

De produkter som landboerne ønskede at sælge skulle de bringe til torvs i byerne, og hvis de skulle eksporteres, måtte de sejles til bestemmelsesstedet fra byernes havne og på byernes skibe. Endvidere skulle landboerne købe deres varer hos byernes købmænd, og kun hos disse.

Dertil kom at der skulle betales Konsumption, hvilket var en samling af forbrugsafgifter på bl.a. korn, drikkevarer og kød, som blev opkrævet ved byernes porte og havne. Disse afgifter blev stærkt udvidet i 1657, og endeligt fastlagt i 1671 og der kan næppe være tvivl om, at ulysten til at betale disse afgifter, har virket stærkt fremmende på smugleriet.

Ærøboerne var dygtige og foretagsomme skippere og handelsmænd, og de var til tjeneste både når det gjaldt om at opkøbe og udsmugle f.eks. de langelandske landmænds produkter, samt at indsmugle hvad disse havde fornødent af forbrugsvarer.

Selvfølgelig var begge dele lige ulovlige, så en alt for ømtålelig samvittighed måtte de ærøske smuglere ikke have, men det er på den anden side heller ikke sikkert, at de i nogen særlig grad har følt sig som lovovertrædere.

Vi må huske, at smugleriet ganske vist medførte en risiko for varernes fortabelse og idømmelse af en pengebøde, men det kan ikke have sat nogen uafvaskelig plet på udøverens borgerlige ære.

Et udmærket eksempel på dette, afgiver den mest bekendte af datidens smuglere, Ærøboen Claus Bertelsen, som trods masser af domme alligevel endte som byfoged i Rudkøbing og inspektør over grevskabet Langeland.

Claus Bertelsen blev født i 1648 i Ærøskøbing, hvor hans far Bertel Eriksen var skipper og i 1645 byggede det hus i Søndergade, som nu er fredet i klasse A og kaldes Kjøbinghus.

Bertel Eriksen var også smugler, og eftersom sønnen Claus blev skipper og smugler, tager vi næppe fejl, når vi antager, at han har lært smuglingens kunst hos sin far. Men forøvrigt var Claus Bertelsen en mand som i høj grad kunne stå på egne ben, og som blev en glimrende byfoged. Det interesante i denne sammenhæng er imidlertid, at en mand med hans fortid kunne stige til poster, hvor han skulle dømme andre for de samme forseelser, han selv i sin tid fik mange domme for.

Vi har også lov til at tro, at når det i særlig grad blev Ærøboerne som udnyttede de muligheder, som Langeland frembød, så behøver det ikke at være fordi de var værre end andre.

Årsagen skyldes ganske sikkert, dels at de i forvejen var driftige skippere, og dels at de havde ganske særlige forudsætninger, idet Ærø dengang hørte til Hertugdømmerne, som bl.a. havde helt andre toldsatser end de der var gældende i kongeriget, hvortil Langeland og de andre småøer i det sydfynske øgruppe hørte.

Toldsatserne var i Hertugdømmerne så meget lavere end i Kongeriget, at det var en glimrende forretning for skipperne fra Ærøskøbing og Marstal, at indføre hele skibsladninger af både fint og groft salt, tobak, vin, fransk brændevin, krydderier og klædevarer fra Tyskland og derefter indsmugle dem til f.eks. Langeland. Særligt fordelagtigt blev det, fordi både Ærøskøbing og Marstal var fritaget for Konsumption. Iøvrigt kan vi af de gamle beretninger se, at det i særdeleshed var Ærøskøbing, som var den store formidler af den ulovlige trafik.

Både Ærøskøbing og Marstal var da også dengang relativt store byer, i hvert tilfælde var de begge ikke så lidt større end Rudkøbing, som ganske vist i det omhandlede tidsrum var usædvanlig lille. Forklaringen herpå kan vanskeligt findes i andet, end at de havde overtaget en del af den handel, som ellers naturligt hørte til Rudkøbing.

Hvorledes skal man ellers forklare, at Ærø der er mindre end Langeland, kunne have 2 byer som begge var større end Rudkøbing, som var den eneste by, der på Langeland overhovedet drev handel.

Desværre findes der ikke nogen folketælling hverken for Ærøskøbing eller Marstal før 1801, men i dette år havde Rudkøbing kun 1141 indbyggere, mens Ærøskøbing havde 1291 og Marstal 1449. Sammenligner vi dette med, at i samme år havde Odense kun 5782, Svendborg 1942, Nyborg 1866, Assens 1443, Fåborg 1061, Kerteminde 1045, Middelfart 1019 og Bogense 760, ser vi at Ærøskøbing og Marstal må have været gode handelsbyer.

Går vi blot tilbage til tiden omkring år 1700, så havde Rudkøbing dengang højst ca. 600 indbyggere, hvorimod i hvert tilfælde Ærøskøbing må have haft betydeligt flere.

Hvor meget bedre handelsby Ærøskøbing var end Rudkøbing, kan også ses af, at mens Rudkøbing i 1761 kun havde en flåde på 14 skibe, så havde Ærøskøbing kun få år senere 54 skibe.

Nu forstår vi bedre baggrunden for den skrivelse, som Rudkøbings 7 købmænd i 1729 sendte til Kongen og hvori de beklagede sig over Ærøboerne, som opkøbte Langelands korn og fedevarer, så der ikke blev noget tilbage for Rudkøbing at handle med, hvorfor købmændene var ved at gå fallit.

Nogen handel blev der selvfølgelig alligevel tilbage for Rudkøbing at handle med, men den var ikke meget værd. I 1740 erklærede købmændene således, at det kun var de fattigste af Langelands bønder, som handlede hos dem, og de gjorde det kun, fordi de hos købmændene kunne få den kredit, som de behøvede, men som de ikke kunne få hos Ærøboerne. For købmændene i Rudkøbing blev følgerne imidlertid, at de hos disse dårlige betalere enten slet ingen betaling fik, eller kun en del af, hvad de havde tilgode.

De mange smuglerhistorier, som endnu erindres, viser tydeligt, at det først er op mod vore dage, at smugleriet ophørte.

Uddrag af artikel skrevet af Chr. Kiilsgaard i december 1952.

Retur til fortællinger:

Copyright by Ib Christensen, Feb. 2000