Dæmningen set fra Grønnæs.

Inddæmningen af Gråsten Nor.

Retur


Inddæmningen af Gråsten Nor.

Ved tabet af Norge i 1814 og Hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864, var Danmark i løbet af århundredet blevet reduceret, fra en nordeuropæisk stormagt til en lilleput nation, hvorved den nationale selvopfattelse blev markant ændret.

I 1866 blev Det Danske Hedeselskab stiftet, og en af de mest fremtrædende medstiftere Enrico Dalgas (1828 -1894), er vel i dag mest kendt for de berømte ord: "Hvad udad tabes, det må indad vindes". Dalgas som var officer og vejingeniør i Jylland, havde igennem sine vejarbejder gjort sig bekendt med den jyske hede, og så muligheden i, at opdyrke heden og derved genskabe noget af det tabte landbrugsareal.

Hvorvidt æren af ovennævnte citat skal tildeles Dalgas eller forfatteren H.P. Holst, som i 1872 anvender citatet på en mønt præget i forbindelse med en udstilling i København, vil jeg lade andre om at debattere. Kan være de brugte det begge to.

Udover en jordforbedring af heden, blev mange af de mest lavvandede områder langs de danske kyster inddæmmet. Det var ikke kun den Sønderjyske marsk der blev inddæmmet, men også mange store og mindre projekter blev udført over det ganske land.

Et af de mest kendte projekter, er nok inddæmningen af Lammefjorden i Odsherred på Sjælland. Projektet blev påbegyndt i 1841, men blev så dyrt at arbejdet stoppede i 1858 på grund af de eskalerende omkostninger. I 1873 lykkedes det nye kræfter, at få gang i projektet igen, og opførelsen af en dæmning blev påbegyndt ved Audebo på Tuse Næs. De mange problemer i netop dette projekt, finder mange paralleller i andre inddæmningsprojekter.

På Ærø.

På Ærø findes der 3 mindre inddæmmede arealer nemlig Gråsten Nor mellem L. Rise og Kragnæs, Stokkeby Nor mellem Borgnæs og Stokkeby og Vitsø ved Søby.

Bag disse inddæmningsprojekter stod forskellige personer, og det er ingen overdrivelse, at sige, at de alle var udsat for mange besværligheder, såvel fra naturens side, som fra myndighedernes.

I det efterfølgende vil jeg forsøge, at give en historisk oversigt, over et af disse inddæmningsprojekter, nemlig projektet ved Gråsten Nor.

 

Gråsten Nor.

Denne havbugt mellem Øst- og Vestærø, var fra naturens side, forbundet med et smalt drej ud mod Vejsnæs bugten, som udgjorde den eneste landfaste forbindelse mellem de to dele af øen. Drejet har sikkert ændret bredde igennem tiderne, men fra Hübertz beskrivelse af Ærø fra 1834, beskrives drejet som værende kun nogle favne bredt.

I tiden omkring 1850 fik sognelæge Edvard Biering i Marstal den idé, at Gråsten Nor kunne inddæmmes, ved at bygge en dæmning fra Grønnæs ved Lille Rise i vest, til Kragnæs i øst. Derved kunne ca. 750 tønder land agerjord indvindes.

Sognelæge Edvard Biering blev født i Ribe i 1816. Han var søn af præsten i Vig, Johan Frederik Biering og Dorthea Benedicte Benzon. Edward Biering uddannede sig til læge og kom til Marstal som sognelæge i 1845, en post han beholdt indtil den 31.07.1867. Derefter blev han udnævnt til distriktslæge for Ærø og flyttede til Ærøskøbing, hvor han blev boende indtil han i august 1879 blev forflyttet til Roskilde. Han blev gift i 1846 med Hansine Marie Pedersen, datter af Jens Fangel Pedersen, som var købmand i Odense.

I 1854 ansøger Biering til Ministeriet for Slesvig om tilladelse til, at inddæmme og udtørre Gråsten Nor, og i februar 1855 opnår han tilladelse til at opføre en dæmning.

"Se teksten i Tilladelsen:"

Som det ses ovenfor var det en udtrykkelig betingelse i den oprindelige tilladelse, at vejen over dæmningen skulle kunne anvendes af offentligheden uden godtgørelse.

Dr. Biering var åbenbart noget utilfreds, med netop denne del af tilladelsen, og af hensyn til økonomien i projektet, ansøgte han om tilladelse til, at måtte opkræve passagepenge for anvendelse af vejen på hans dæmning ved Grønnæs. Dæmningen ligger omtrent ved det gamle færgested, hvor man tidligere måtte betale for, at blive færget over mellem L. Rise og Kragnæs.

Som det ses af nedenstående tekst, blev tilladelsen givet med visse betingelser.

"Det kongelige Nordborgske Amtshuus har under 24. denne måned tilskrevet mig således:

Under 14.de dennes har det kongelige ministerium for Hertugdømmet Slesvig meddelt Sognelæge Biering i Marstal tilladelse til, i et tidsrum af 30 år fra den dag at regne, da den dæmning, som han agter at opføre over den søndre del af bugten mellem Marstal og Rise sogne bliver overgivet til offentlig afbenyttelse for benyttelse af bemeldte vejdæmning at lade oppebære passagepenge, 2 Sk. for hver gående, 4 Sk. for hver ridende, 6 Sk. for hver vogn og med kvægtransport 1 Sk. pr. høved, dog under den betingelse, at øens embedsmænd, navnlig Amtmand, Landfoged, Aktuar, Præst, Husfoged og Branddirektør på deres tjenesterejser fritages for at erlægge denne afgift.

Hvilket meddeles Hr. Sognelæge Biering til efterregning.

Ærø Huusfogden den 27. Juli 1855. V. Eggers.

til

Hr. Sognelæge Biering i Marstal."

Denne tilladelse til at opkræve passagepenge, skulle senere vise sig, at give anledning til megen ballade, idet dæmningen tilsyneladende ikke helt fulgte de i tilladelsen fulgte byggemål. Netop dæmningens bredde, eller rettere manglende bredde, skulle vise sig, at få alvorlige følger for Biering.

Ministeriet for Slesvig suspenderer nemlig Bierings ret til, at opkræve passagepenge den 16. november 1858, med henvisning til, at dæmningen ikke overholder de i tilladelsen foreskrevne mål. Navnlig er dæmningen ikke gjort 20 fod bred for oven, hvilket enhver, som i dag benytter vejen ovenpå dæmningen, ved selvsyn kan konstatere.

Der følger herefter flere år med klager fra Biering og afvisninger fra myndighederne. I mellemtiden er Ærø efter krigen i 1864 blevet en del af Svendborg Amt, og ved gennemlæsning af bevarede dokumenter, får man det indtryk, at de danske myndigheder ikke er interesseret i, at have en vej hvor der opkræves passagepenge.

Biering fastholder, at han i sommeren 1860, har fuldført dæmningen til de forlangte mål, men at dæmningen blev beskadiget under stormfloden i 1872. Helt sand var denne påstand nu ikke, idet bredden på dæmningen for oven, stadig ikke overholdt de foreskrevne mål.

Myndighederne skiver til Biering, at den eneste mulighed han har for evt., at få lov til at opkræve passagepenge, er ved at indgive politisag, mod de personer som anvender vejen på dæmningen, uden at betale for det.

Dette fører til en retssag i 1884, hvori Biering anmelder gårdmand Cornelius Nissen Clausen f. 1845 d. 1920 fra Lille Rise (330) for at anvende vejen over Gråsten Nor uden betaling.

Desværre er dokumentet så flosset i kanterne, at det ikke er muligt at gengive det i fuld tekst, men sagen kan opsummeres således:

"Cornelius Clausen idømmes i 1884 en bøde på Kr. 2,00 at betale til De Fattiges Kasse i Rise Sogn samt retsagens omkostninger, derved at han har anvendt vejen over Gråsten Nor uden at betale Passagepenge.

Cornelius Clausen hævder at være Interessent idet han den 29.11.1881 har købt 4 tønder land af Distriktslæge Biering. Biering fastholder, at der ikke er tilskødet rettigheder til færdsel på Noret, men at jorden er solgt med sædvanlige rettigheder og byrder. Retten giver Biering ret i dette."

Biering har fået et vidneudsagn fra sin opsynsmand, hvoraf det fremgår at ejerne af parcellerne i Noret tidligere betalte passagepenge, og derfor burde de selvfølgelig også fortsætte med det.

Claus Clausen giver dette vidneudsagn:

"På given foranledning erklærer jeg undertegnede møllebestyrer i Gråstensnoret og opsynsmand ved dæmningen, Claus Clausen, at lige siden handlen i efteråret 1884 fandt sted have køberne af jord i Gråstensnoret oftere passeret dæmningen og betalt derfor. Først i den senere tid har jeg til Distriktslæge Biering måtte klage over, at køberne fra Lille Rise begyndte at nægte at ville betale for færdslen. Denne min erklæring er jeg villig til, om fornødent gjort, i retten at bevidne.

Grønnæs Mølle d. 18 august 1884.

C. Clausen."

Senere indrømmer Herredfoged Egge dog, at han tog fejl i antagelsen i denne retsag, idet han ikke var bekendt med de betingelser, der var pålagt Biering ved dæmningens opførelse. Dette fremgår af avisartiklerne, som er gengivet nedenfor.

Biering får dog ikke meget ud af retssagen, da myndighederne stadig ikke vil tillade ham at opkræve passagepenge, idet de fortsat henviser til dæmningens manglende størrelse.

Han må dog have bragt Svendborg Amt i tvivl om det lovlige i deres holdning, idet Amtet ved brev den 05. maj 1888, beder herredsfogden om, at undersøge sagen nærmere. De ønsker afklaret hvorvidt dæmningen nu har den foreskevne størrelse.

 

Herredsfogden undersøger sagen som det fremgår af følgende:

"I anledning af amtskrivelse af 5. dennes skal jeg hermed indberette, at iflg. opsynsmand i Gråsten Nor, husmand Laurits Jespersen af Dunkærmark, har meddelt mig, at dæmningen ved Gråsten Nor oprindeligt blev opført i en højde af 3½-4 alen og med en længde af 4-5 alen foroven. (Note: den var altså høj nok - men manglede en del i bredden)."

Af brevet fra Herredsfogden fremgår det også, at dæmningen indtil 1858, havde været belagt med græstørv udvendig på søsiden, men dette kunne ikke modstå havets påvirkninger, hvorfor dosseringen blev belagt med sten.

Videre kan man læse at stormfloden i 1872, var skyld i, at der kom 2 store huller i dæmningen, hvorfor dæmningens højde var blevet forøget til 10 fod og 3 tommer over dagligt vande. Om bredden af dæmningen for oven, hedder det, at den i al fald ikke havde en bredde af 10 alen (20 fod).

Det er fra overstående klart, at dæmningen aldrig har haft den foreskrevne bredde, og selv efter udbedringen, havde den kun den bredde forneden, som den skulle have haft for oven. Selv i dag må dæmningen siges, ikke at have den foreskrevne bredde i toppen, idet den ikke er meget over 3 meter.

Myndighederne havde altså ret i, at Biering ikke havde overholdt de givne betingelser, hvorfor de stædigt fastholdt, at han ikke måtte opkræve passagepenge.

Biering har formentlig ikke lagt så megen vægt på selve udformningen af dæmningen, hvis bare den kunne holde de beskedne vandmasser tilbage ved dagligt vande. Det meste af dæmningen havde trods alt klaret stormfloden i 1872, og som bekendt har vi ikke siden haft så slem en stormflod på Ærø. Forøvrigt blev dæmningen ved Stokkeby Nor, som bekendt også beskadiget ved saltsøen ved samme lejlighed i 1872.

I 1870 opretter Biering et Interessentskab, mellem ham selv og 2 partnere. Ifølge interessentskabskontrakten skulle al indtægt for færdslen over dæmningen tilhøre Bierings part.

Men da retten til at opkræve penge for færdslen over dæmningen for længst var frataget Biering, reagerede myndighederne med følgende svar:

"Den 08. februar 1875.

Indenrigsministeriet har tilskrevet amtet således:

"Ved skrivelse af 18. november 1874 har Hr. Amtmanden meddelt ministeriet de i skrivelse herfra af 27. oktober 1874 fik begjorte nærmere oplysninger angående Dæmningen på Gråstensnoret på Ærø.

Foranlediget her af skulle man herved meddele til efterretning og videre fornøden bekendtgørelse, at den Distriktslæge Biering under 14. juli 1855 tilståede ret til at hæve passagepenge for færdsel over den nævnte dæmning indtil videre blev suspenderet ved skrivelse fra det daværende ministerium for Slesvig af 16. november 1858 på grund af, at Biering ikke havde givet dæmningen den ved bemeldte ministeriums resolution af 29. januar 1855, hvorved tilladelse til inddæmning af noret blev meddelt, fastsatte indretning, navnlig en bredde af 20 fod foroven, og blev derefter passagen over dæmningen for den almindelige færdsel uden betaling. Da de betingelser hvortil tilladelsen til at opkræve passagepenge var knyttet, ikke senere er fyldestgørende, og denne tilladelse således ikke senere påny er trådt i kraft, må man holde for, at det pågældende interessentskab, til hvilket inddæmningsforetagendet er gået over, er uberettiget til at forbyde passage over dæmningen, eller at betinge denne af erlæggelse af betaling, eftersom det ved de ved dæmningstilladelsen af 29. januar 1855 fastsatte og af Biering ved skrivelse af 13. februar samme år udtrykkelig vedtagne vilkår er bestemt, at dæmningen skal kunne benyttes som offentlig vej uden godtgørelse. Dette meddele herved Hr. Justitsråden til efterretning og videre fornøden bekendtgørelse.

Svendborg Amt den 06. februar 1875."

På trods af de mange skrivelser frem og tilbage, hvoraf kun en mindre del er gengivet i denne artikel, lykkedes det dog at give Ærø et ekstra areal på ca. 750 tønder land.

Se artikler i Ærø Folkeblad, tirsdag d. 28.05.1889.

I år 2007 er Gråsten Nor igen til debat, idet der er tanker fremme om, at flytte Ærø lufthavn, der som bekendt ligger i noret, for at oversvømme dele af noret. En tanke der utvivlsomt vil få Edvard Biering til, at vende sig i graven. Måtte de dog betænke sig.

Copyright by Ib Christensen, Maj 2007